New York - New York
Så blev det dagen hvor vi skulle tage afsked med Boulder og Colorado. Det er ikke sidste gang vi har været i Colorado. Vi kan slet ikke få nok. Det er det mest fantastiske sted, med et utal af muligheder. Næste mål er en forlænget vinterferie med skiløb i Keystone og Breckenridge.
Vi forlod vores midlertidige hjem kl 8 og var planmæssigt ved biludlejningen kl 9 efter at have fyldt benzin på. Alt gik meget nemt - aflevering af bilen tog 1 minut - shuttle til lufthavnen kørte 1 minut efter vi havde sat os ind, aflevering af bagage tog 5 minutter og security ca 10 minutter. Herfra gik det så ned ad bakke. Flyet blev udskudt fra 12.08 til 12.50 - dog med den forsikring at vi nok skulle lande i New York ca 18.30 som planlagt. Vi landede også 18.30 - men fik så besked om at gaten ikke var klar så der ville gå 15-20 minutter. Det kunne vi godt acceptere. Vi havde booket en taxi hjemmefra. Han skrev at han var ved lufthavnen. Jeg måtte så skrive at vi ikke var ved gaten endnu. Der skulle gå ikke mindre en 1 time og 10 minutter fra vi landede til vi var ved gaten! Vi var glade for at vikke skulle videre med et andet fly, som vi kunne høre andre omkring os skulle.
Da vi endelig kom af flyet og gik med raske skridt gennem lufthavnen til bagageudleveringen kom vores bagage heldigvis som noget af det første. Vores taxi havde ventet tålmodigt og kom ved det aftalte afhentningssted 20 sekunder efter vi stod der.
Så ventede blot New Yorks trafik og en tur på ca 40 minutter til vores hotel. Super flot tur med solnedgangen i horisonten og New Yorks skyline der stille og roligt kom til syne.
Vel fremme på hotellet fik vi hurtigt checket ind på vores værelse og så gik vi på jagt efter aftensmad. Klokken var nu 21.30. Heldigvis sover New York aldrig. Vi fandt en diner, som desværre var ved at lukke - men han henviste til en anden Diner lige ved Carnegie Hall. Her fik vi super lækker mad og venlig betjening.
Herefter gik vi en tur ned mod Times Square. Vi bor dejligt centralt - så det blev ikke den længste aftentur, men sjovt at opleve Times Square allerede i dag.
Det er utrolig så meget liv der er i byen kl 23.30. Der er flere mennesker på gaden end der er på strøget en lørdag i København.
Lettere udmattede efter en lang dag gik vi tilbage til vores lille værelse. Her er lige plads til 2 store senge og vores bagage.
I morgen er planen at udforske det sydlige Manhattan med Battery Park, Finansområdet, 9/11 Memorial og SOHO
Kommentarer
Send en kommentar